LibreOfficeDev 26.8 Hjælp
Med LibreOfficeDev Writer kan du designe og producere tekstdokumenter, som kan indeholde grafik, tabeller eller diagrammer. Du kan senere gemme dokumenterne i mange forskellige formater, inklusiv Microsoft Word, HTML eller Adobes Portable Document Format (PDF).
LibreOfficeDev Writer lader dig både oprette basale dokumenter såsom notater, fax, breve, resumeer og flettede dokumenter, såvel som lange og komplekse eller flerdelte dokumenter, komplet med litteraturlister, referencetabeller og indekser.
LibreOfficeDev Writer indeholder også nyttige funktionaliteter som stavekontrol, en synonymordbog, Autokorrektur og orddeling, samt en række skabeloner til næste alle formål. Du kan også oprette dine egne skabeloner ved hjælp af guider.
LibreOfficeDev tilbyder et bredt udvalg af muligheder til at designe dokumenter. Brug panelområdet Typografier til at oprette, tildele og ændre typografier for afsnit, individuelle tegn, rammer og sider. Derudover hjælper Navigatoren dig med hurtigt at bevæge dig rundt indenfor dine dokumenter, lader dig se på dine dokumenter i dispositionsvisning, og holder styr på de objekter, du har indsat i dit dokument.
Du kan også oprette forskellige registre og fortegnelser i tekstdokumenter. Du kan angive strukturen og udseendet af registrene og fortegnelserne efter dine egne ønsker. Aktive hyperlinks og bogmærker lader dig hoppe direkte til de tilsvarende punkter i teksten.
LibreOfficeDev Writer indeholder talrige værktøjer til desktop publishing og tegning for at hjælpe dig med at oprette professionelt typograferede dokumenter, såsom brochurer, nyhedsbreve og invitationer. Du kan formatere dine dokumenter med layouts i flere spalter, rammer, grafik, tabeller og andre objekter.
Tekstdokumenter i LibreOfficeDev har en integreret beregningsfunktion, som hjælper dig med at udføre sofistikerede beregninger eller logiske referencer. Du kan let oprette en tabel i et tekstdokument for at udføre beregninger.
LibreOfficeDev Writer tegningsværktøjet lader dig oprette tegninger, forklaringer og andre typer af grafik direkte i tekstdokumenter.
Du kan indsætte billeder med forskellige formater i et tekstdokument, herunder grafik i JPG- eller GIF-format. Derudover indeholder Galleriet en samling af clipartgrafik organiseret efter tema og Fontwork Galleriet skaber imponerende skrifteffekter.
Programmets brugerflade er designet sådan, at du kan konfigurere den efter dine præferencer, inklusive tilpasning af ikoner og menuer. Du kan placere forskellige programvinduer, f.eks. Typografi-panelområdet eller Navigatoren, som flydende vinduer hvor som helst på skærmen. Du kan også fastgøre nogle vinder til kanten af arbejdsområdet.
Funktionen Træk-og-slip lader dig arbejde hurtigt og effektivt med tekstdokumenter i LibreOfficeDev. Du kan for eksempel trække-og-slippe objekter, såsom grafik fra Galleriet, fra én placering til en anden i det samme dokument eller mellem åbne LibreOfficeDev-dokumenter.
Du kan bruge Hjælpesystemet som en fuldstændig reference til LibreOfficeDev-programmer, herunder instruktioner til simple og komplekse opgaver.